Det smukt beliggende Vasa Gymnasium i Österbotten danner rammen om en særlig tema-uge, når elever fra syv finske gymnasier, fra 7.-11 april, skal lære en masse om privatøkonomi. Og temaet er allerede skudt i gang med en stor dyst på Aktiekampen (den svenske version af Aktiedysten), hvor eleverne lige nu konkurrerer om, hvem der kan få det største afkast, inden de skal mødes og fordybe sig i alt fra opsparing, budget, aktier, obligationer og kredit.
Starter økonomi-temaet allerede tre måneder før selve undervisningsforløbet
Jari Löf er en af lærerne, der arrangerer ugen. Til dagligt underviser han de svensktalende elever i finsk, men han glæder sig nu til at sætte fokus på privatøkonomi som læringsområde.
“Personligt har jeg længe interesseret mig for investering, og jeg ved, at mange af eleverne har en stor nysgerrighed på området. De vil få meget ud af ugen, som giver en meget håndgribelig indsigt, som de kan bruge i fremtiden”
Det var den tidligere elev, Max Nurmi-Aro, der fik Jari Löf og de andre læreres øjne op for Aktiekampen, som en oplagt mulighed for at starte økonomi-temaet allerede tre måneder før selve undervisningsforløbet. Og Jari Löf er glad for anbefalingen.
“Eleverne er meget engagerede i spillet og det er en god måde at starte forløbet. Når vi når frem til tema-ugen har vi allerede en masse konkret at lære ud fra, for eleverne fået hands-on-erfaring med investeringsmarkedet.”

Mine idéer til, hvordan man kunne engagere eleverne
Max Nurmi-Aro kommer selv til at deltage i tema-ugen som gæsteunderviser. Han stødte første gang på Aktiekampen gennem Unga Aktesparare, som er en svensk organisation, der arbejder for at højne unges indsigt i investering og økonomi.
“Hvis jeg husker rigtigt, kørte de en konkurrence, og jeg faldt over den, mens jeg browsede deres hjemmeside. Det fangede straks min interesse som en sjov og lærerig måde at lære om investering på.” siger Max Nurmi-Aro.
Da Jari Löf bad sin tidligere elev om at deltage i temaugen, var Max Nurmi-Aro ikke i tvivl.
“Han spurgte ind til mine idéer til, hvordan man kunne engagere eleverne, og Aktiekampen var det første, jeg tænkte på. Vi indså hurtigt, at det var det perfekte koncept til projektet – engagerende, lærerigt og praktisk.
Nu glæder Max Nurmi-Aro sig til temaugen.
“Jeg vil dele tips og strategier om aktiemarkedet og investeringer og muligvis holde en præsentation. I slutningen af temaugen vil jeg gennemgå de endelige resultater med eleverne og analysere deres strategier, beslutninger og oplevelser i spillet. Det vil hjælpe dem med at forstå, hvad der gik godt, hvad der gik galt, og årsagerne bag deres resultater.
I skrivende stund har to hold lagt sig i spidsen for konkurrencen. Førerholdet har primært investeret i tech-aktier, f.eks. BlackBerry Limited, NVIDIA, Roblox og NBIS (Nebius Group N.V.). Om de kan holde forspringet helt hen til temaugen i starten af april, vil tiden vise.
Både Jari og Max er spændte på, hvilke elever der klarer sig bedst i konkurrencen, men understreger, at læringen er det vigtigste.
“Aktiekampen er et fantastisk værktøj, især for begyndere”, siger Max Numri-Aro. “Det giver eleverne mulighed for at lære, hvordan aktiemarkedet fungerer og reagerer, uden risikoen for at miste egne penge. At gøre investering til et spil gør det mere engagerende, og det konkurrenceprægede element motiverer deltagerne til at følge hinandens fremskridt og lære af hinanden. Det er en fremragende måde at gøre finansiel uddannelse både sjov og tilgængelig.”
Økonomisk dannelse er et vigtigt læringsmål, men også en læring, som måske forsømmes på skoleskemaet.
Jari Löf glæder sig også til de diskussioner, som det virkelighedsnære spil kan afføde.
“Jeg regner med at vi f.eks. kommer til at tale om investering i virksomheder, der fokuserer på bæredygtighed. Hvad har betydning for de unge som investorer? Er det alene afkastet, der har betydning.”
Den erfarne lærer og den tidligere elev er enige om, at økonomisk dannelse er et vigtigt læringsmål for eleverne. Men også en læring, som måske forsømmes på skoleskemaet.
“Finansiel forståelse er en afgørende færdighed, men mange unge får aldrig muligheden for at udforske eller lære om det i skolen”, siger Max Nurmi-Aro.
“Eleverne kommer fra forskellige baggrunde med forskellige perspektiver på privatøkonomi, hvilket gør initiativer som dette endnu mere værdifulde. Læringsplatforme som Aktiekampen kan vække en interesse for investering og give eleverne viden, de kan bruge gennem hele livet. Jeg mener, at initiativer som dette spiller en central rolle i at skabe en mere finansielt bevidst generation.”
Temaugen med fokus på økonomi løber af stablen i uge 15. Ud over undervisning fra Max, Jari og de andre deltagende lærere, får eleverne også besøg af bankrådgivere fra Ålandsbanken og ejendomsmæglere.
Vi glæder os til at se, hvem der vinder dysten og til igen tale med Max og Jari om ugens forløb og læring.
Læs også:
- Syv finske gymnasier sætter nu fokus på økonomisk dannelseDet smukt beliggende Vasa Gymnasium i Österbotten danner rammen om en særlig tema-uge, når elever fra syv finske gymnasier, fra 7.-11 april, skal lære en masse om privatøkonomi. Og temaet er allerede skudt i gang med en stor dyst på Aktiekampen (den svenske version… Læs mere: Syv finske gymnasier sætter nu fokus på økonomisk dannelse
- SDU Business School Days – Når teori møder praksisHvert år til “SDU Business School Days“inviteres erhvervslivet indenfor på Syddansk Universitets fem campusser, for at skabe et stærkere bindeled mellem de studerende og virksomhederne. Over to uger får de studerende mulighed for at deltage i en lang række arrangementer, der sætter fokus på læring,… Læs mere: SDU Business School Days – Når teori møder praksis
- Aktiedysten Arbejder samarbejder Center for Ludomani for at styrke unges forståelse for faldgruber.De seneste år har budt på en markant øget interesse for investering blandt unge. Ifølge en analyse fra Finans Danmark er det i høj grad inspiration fra venner og familie, der smitter, men også øget omtale på sociale medier og aktiespil som Aktiedysten har… Læs mere: Aktiedysten Arbejder samarbejder Center for Ludomani for at styrke unges forståelse for faldgruber.
- Nyt undervisningsværktøj: Forstå regnskaber på en sjov og enkel mådeDet nye værktøj kan bruges på alle gymnasietrin og er også velegnet til folkeskolens ældste klasser, når læreren guider eleven gennem forløbet. Værktøjet er fleksibelt og kan gennemføres som et samlet forløb på 45 minutter eller opdeles i mindre sekvenser, der fokuserer på specifikke… Læs mere: Nyt undervisningsværktøj: Forstå regnskaber på en sjov og enkel måde
- 80 gymnasieelever nørder investering med FrederikHvordan kommer man i gang med at investere? Hvad er “bull-marked”, splits, betaværdi og afkast? Det er nogle af spørgsmålene, der har tiltrukket ikke mindre end 80 elever til et nyt kursus på Nærum Gymnasium. Vel at mærke et frivilligt kursus efter skoletid, hvor… Læs mere: 80 gymnasieelever nørder investering med Frederik