Investering og gambling er som udgangspunkt ikke det samme, men når investeringsadfærden bliver spekulativ og tidshorisonten kort, opstår der flere sammenfald med gambling, der er væsentlig at være opmærksom på, da det aktiverer nogle af de samme mekanismer, som vi kender fra ludomani.
Kulturelt og historisk har investering i aktier været opfattet som en fornuftig og ansvarlig måde at forvalte opsparede penge på, da der over år er et stabilt afkast. Socialt er der større accept, anerkendelse og status forbundet med investering end gambling. ”Jeg investerer mine penge” fremføres med større stolthed og bliver mødt med anseelse og anerkendelse. Fundamentalt har vi positive forventninger til afkast af investeringer, hvorimod vi ved, at gambling grundlæggende er tabsgivende.
Det er dog vigtigt at pointere, at det stabile afkast (empirisk) kommer fra langsigtede investeringer i virksomheder med værdiskabende produktion. Desværre ses det ofte at denne positive tilgang til investeringer bruges til at legitimere spekulative finansprodukter med høj risiko. Markedsføringen er omfattende, særligt på de sociale medier, og den teknologiske udvikling giver nem og hurtig adgang til online handelsplatforme, hvor spekulative produkter målrettes uerfarne investorer. Positive intentioner om investering ender med spekulative finansprodukter der har store ligheder med gambling og som er stærkt vanedannende og i værste fald fører til afhængighed.
Eksempler på spekulative produkter er CFD’er, short selling og futures – ofte med høj gearing. Denne type investering (kaldet Derivater) er kendetegnet ved, at man ikke ejer noget aktiv, men på kontraktbasis spekulerer i markedsudsving i et aktiv (eks.: aktie/valuta/krypto/råvare). Jo højere gearing jo højere tilfældighed i udfald da effekten af udsving (volatilitet) øges. Det vil sige elementerne fra gambling er til stede; økonomisk indsats, tilfældighedsfaktor i udfald samt gevinstmulighed.
Hurtige gevinster eller store tab kan medføre kontroltab og irrationel adfærd, som kendes fra ludomani:
- Jagt på at vinde tabte penge tilbage; Tabsaversion.
- Hurtig omsætningsfrekvens.
- Øget indsats og risikovillighed.
Kortsigtede investeringer har således meget tilfælles med gambling og i særdeleshed det, der drejer sig om gearede markedsudsving. Lighederne med gambling øges proportionalt med gearing – ved høj gearing er det nærmest ”plat og krone”, da markedet enten stiger eller falder – selv et marginalt udsving betyder, at hele investeringen er tabt.
Langsigtet investering bestående af en aktieportefølje uden gearing med god diversitet, er ikke så sårbar i forhold til udsving og vil give et stabilt afkast set over en årrække. God diversitet giver større mental tolerance overfor enkeltstående tab, da der er fortjeneste på andre aktier i porteføljen.
Skrevet af Carsten Holten-Møller, Behandler hos Center for Ludomani