Hos Aktiedysten har man altid mulighed for at stille panelet spørgsmål om alt indenfor privatøkonomi og investering. En deltager af Skolernes Aktiedyst, der kalder sig selv The Investor, har benyttet sig af netop den mulighed.
Pernille Oldgaard, som er vært og jurymedlem på Skolernes Aktiedyst er også med i panelet, og et vinderspørgsmål brigner vi herunder.
Kunne du også tænke dig at stille spørgsmål til panelet på Aktiedysten, kan du klikke lige herunder
Ugens vinderspørgsmål fra The Investor: Hej Pernille. Jeg er med i Skolernes Aktiedyst, og vil gerne vinde! Hvad er den bedste strategi?
Hej “The Investor”
Tak for dit gode spørgsmål.
Hvor er det fedt, at du og din klasse er med i Aktiedysten og jeg kan godt forstå, at du gerne vil vinde og derefter leder efter den helt rette aktie-vinder-strategi.
Jeg tror, at du vil synes mit svar er kedeligt, fordi jeg ikke kan komme med den præcise vinderopskrift.
Det er sådan med investering, at man skal finde sin egen strategi og holde sig til den. Når man taler om investering, har tiden i markedet også en vigtig faktor. Det betyder at jo længere tid man er i markedet, jo større sandsynlighed er der for at ens investering klarer sig godt – det ved jeg godt er lidt svært, når konkurrencen løber over en kortere periode.
Jeg ved ikke om du er bekendt med forskellige aktiestrategier, så derfor vil jeg nævne nogle for dig og så kan du jo overveje, om det er en af de strategier du skal gøre brug af.
Strategi 1: Investering i vækstaktier
Helt konkret så er vækstaktier børsnoterede virksomheder, der forventes at skabe en god indtjening i fremtiden. Det er altså virksomheder der har et stort potentiale. Det vil ofte være virksomheder der er på et meget tidligst stadie, og du vil ofte derfor ikke kunne finde økonomiske nøgletal, som viser, at der er en stor eller stabil forretning endnu. Hvis du er vækstinvestor, så er du fokuseret på den potentielle indtjening i fremtiden fremfor de resultater som virksomheden præsterer i dag. Tidshorisonten til et stort afkast kan dermed godt være lidt ude i fremtiden. Hvis du skal vinde aktiedysten, skal du finde ”den nye tesla”, som eksploderer lige om lidt. Man ser ofte vækstaktier indenfor teknologibranchen.
Du kan finde inspiration til Nordnets overvågningsliste af vækstaktier her: https://www.nordnet.dk/dk/marked/aktier/inspiration/lister/vaekstaktier
Strategi 2: Investering i valueaktier
Vækst og value aktier er to kendte investeringsstrategier og de kan godt kaldes for hinandens modsætninger. Valueaktier er aktier, som lige nu ser billige ud i forhold til selskabets reelle værdi. Det betyder, at kursen er lav lige nu og derfor kan det være et godt køb. Warren Buffet, verdens mest berømte investor er en valueinvestor. En af hans citater lyder: ”det er langt bedre at købe en fantastisk aktie til en rimelig pris end at købe en rimelig aktie til en fantastisk pris”.
Du kan finde inspiration til Nordnets overvågningsliste af valueaktier her: https://www.nordnet.dk/dk/marked/aktier/inspiration/lister/value-for-money
Strategi 3: køb og behold
En meget populær aktiestrategi er, at du skal købe en aktie og beholde den i en lang periode. Denne strategi fungerer ofte godt, hvis du investerer i noget, som er kendt for at stige med tiden. Det kan fx være visse aktier, men det kan også være fast ejendom. Det skal dog siges, at hvis man vælger denne strategi i virkeligheden, så skal man selvfølgelig holde øje med sin investering og vurdere om den fortsat giver mening at beholde.
Strategi 4: Månedlig indbetaling og dollar-cost averaging
Med denne strategi investerer du et fast beløb hver måned. Det er en mere rolig strategi og jeg er personligt selv blevet mere fan af denne metode med årene. Det kunne fx være en fast månedlig investering via en månedsopsparing i fx verdensindexet MSCI World. På denne måde får du ikke de helt samme udsving på aktiemarkedet og kan bedre tåle op- og nedturene.
Strategi 5: Aktiv investering og Day Trading
Hvis du daytrader så køber og sælger du aktier samme dag. Du skal altså her forudsige aktiens prisændring fra dag til dag. Når du daytrader skal du kigge efter og analyserer begivenheder, som kan få kurserne til at svinge. Det er en populær strategi at handle baseret på nyheder.
Strategi 6: Copy Trading – kopier erfarne investorer
Copy trading er også en strategi der bliver mere og mere populær, hvor det i USA har været normalt i mange år. Det kan være nemt at tjene penge på at investere uden at bruge meget tid på det, da man efterligner en erfaren eller professionel investor, som oftest er god til at tjene penge på aktier.
Jeg ved ikke hvilken strategi der vil få dig til at vinde aktiedysten. Det der er så fantastisk ved investering er, at vi ikke aner hvordan markedet reagerer og udvikler sig. Men nu kan du kigge på de forskellige strategier og så kan du finde ud af, hvad der er rigtigt for dig. Uanset hvad du vælger, så husk, at når du har valgt en strategi, så hold fast i den.
I den virkelige verden ville jeg sige, at den rigtige investeringsstrategi for dig afhænger i sidste ende af dine mål, risikovillighed og din tidshorisont. I aktiedysten kan du overveje at tage en større risiko fordi det er et spil og tidshorisonten er kort.
Held og lykke!
Pernille Oldgaard