Så er slutspurt i gang i Skolernes Aktiedyst! Tirsdag d. 9. april indtil kl. 17.00 har klasserne sidste mulighed for at købe og sælge.
I skrivende stund fører CBD’s yndlings fra Hedegaardsskolen i Ballerup mens Langesøskolen fra Silkeborg ligger på femtepladsen og derfor netop klarer sig med til finalen, hvis stillingen holder. De fører dog kun med 112 kr. over Sophieskolen fra Nykøbing Falster, som ligger på sjettepladsen. Meget kan ske endnu.
Da konkurrencen nu går ind i sin sidste fase kommer juryens formand Jacob Pedersen, som er Aktieanalysechef i Sydbank, med en opfordring til deltagerne.
”Spillet har været karakteriseret ved at deltagerne har taget høj risiko, samtidig med at de har tænkt sig om. Det har de gjort bl.a. med Stenocare og Green Hydrogen Systems. Hvis deltagerne har fået blod på tanden og vil investere i virkeligheden, så vil jeg anbefale, at de skruer ned for risikoen”.
Aktieanalysechefen peger på investering i store og velrenommerede aktier som en måde at nedsætte risikoen. Virksomheder, der gennem mange år har bevist, at de kan finde ud af det de laver.
”Det handler også i høj grad om at finde en god spredning. Køber man kun en eller to aktier, så viser det sig ofte at gøre ondt.”
Skal man have en rigtig god spredning, skal man op over 20 forskellige aktier, siger Jacob Pedersen, som derfor også peger på fonde som en investeringsmulighed.
Jacob Pedersen håber og tror Skolernes Aktiedyst har givet deltagerne en masse ny viden om aktiemarkedet. ”Og så håber jeg det har givet deltagerne blod på tanden i forhold til at investere selv”