oktober 6, 2025

I Fynske Bank glæder vi os enormt meget til at følge, hvordan I og jeres elever griber konkurrencen an – og især hvilke tanker, eleverne gør sig om strategi og risiko.

Jeg vil løbende igennem konkurrencen komme med mine indsigter på markedet og håber, at du som lærer vil være med til at kommunikere det videre til eleverne.

Det er nemlig sådan, at det er nemt at købe aktier med få klik, men at investere klogt kræver både overblik, forståelse og kritisk sans. Jeg har arbejdet med investeringer i mere end 30 år, og jeg kan ærligt sige, at vi står i et af de mest komplekse investeringsmiljøer i lang tid.

Skolernes Aktiedyst handler ikke kun om at få det største afkast, men om at forstå, hvad investering egentlig går ud på. Hvilke overvejelser gør I jer? Hvordan tackler I usikkerhed? Og hvordan balancerer I drømmen om gevinst med risikoen for tab?

Derfor har jeg samlet tre overvejelser, I med fordel kan tage med jer, når I skal lægge jeres strategi:

Skolernes Aktiedyst løber kun over en kort periode, og det stiller krav til både jeres beslutninger og tempo. Det handler ikke bare om at købe og håbe – men om at vælge med omtanke. Hvilken type virksomhed tror I på lige nu? Hvor stor risiko er I villige til at tage? Og hvad gør I, hvis aktien falder i stedet for at stige?

Konkurrencen skydes i gang på et ret spændende tidspunkt. Det amerikanske aktiemarked ligger nemlig på det højeste niveau nogensinde. På overfladen lyder det måske som en gylden mulighed – men det betyder også, at mange aktier er dyre, og at markedet kan reagere kraftigt, hvis noget ændrer sig. Det kræver ekstra omtanke, når man investerer i et marked, der allerede er i topgear.

Der er krig i Europa og spændinger mellem stormagter. Det hele skaber uforudsigelighed – og usikkerhed er noget, som aktiemarkeder ikke bryder sig om. Investorerne reagerer på selv små nyheder, og derfor kan aktier svinge meget. Det er vigtigt, at jeres strategi tager højde for, at markedet ikke altid opfører sig, som man regner med.